Udgivet fre d. 13. okt 2017, kl. 12:47

I september havde Haderslev Domsogns 25-årige legestue kun én frivillig tilbage og meget få børn. Derfor tog kirken beslutning om først at lukke ned for en af de to åbningsdage, og hvis der ikke kom flere frivillige og børn, da at lukke helt for den traditionsrige Legestue.

”Vi tror jo på mirakler og bønhørelse i kirken, og begge dele skete efter avisernes og TV-Syds opråb”, fortæller kirke- og kulturmedarbejder Henrik Engelbrekt Refshauge.

Siden har fire velkvalificerede modne mennesker henvendt sig, og de tre er startet som frivillige i Legestuen.

”Det betyder, at vi igen åbner op for Legestuen både mandag og torsdag fra uge 43 efter efterårsferien”, fortæller en glad kirke- og kulturmedarbejder.

Legestuen er åben for alle førskolebørn fra baby til selvhjulpne og deres voksne mandag og torsdag  kl. 9.30-12.00 i den gule kirkelade på Domkirkepladsen. Man skal bare finde flaget, og gå op af trappen. Så er der leg, hygge, fællesskab, sang og historie. www.hado.dk/legestuen

Kategorier Frivillige