Udgivet fre d. 25. maj 2018, kl. 13:41

Fornylig er der åbnet en muslimsk gravplads i tilknytning til Assistenskirkegården. Danmark er blevet multireligiøst, og det sætter også sit præg på Haderslev. Når vores kære dør, vil vi gerne begrave dem der hvor vi bor. Kirkegården er åben for alle, men muslimer ønsker ikke at ligge på en kristen indviet gravplads. Af den grund har lokale muslimer hidtil foretrukket gravpladser i andre byer som Vejle og Odense. De har længe ønsket en lokal gravplads og har derfor henvendt sig til Haderslev Domsogns menighedsråd, som har erfaringen med kirkegårdsdrift, for at bede om hjælp til at etablere en muslimsk gravplads. Det lod sig gøre, fordi kirken ejer et ledigt stykke jord, som ikke er indviet. Fremover kan muslimer vælge at blive begravet her, selvfølgelig mod betaling ligesom alle andre.

Hvorfor er det en sag for Folkekirken? De andre kan vel selv bøvle med at købe jord og lave gravplads. Vi kan vel være ligeglade med deres behov? Det synes jeg ikke. I Danmark er Folkekirken en slags storebror blandt trossamfundene, og med det følger ansvar og forpligtelser. Folkekirken kan vælge at optræde som en dum storebror, der banker sine små søskende, mobber dem og nægter at give dem plads. Eller Folkekirken kan være som en god storebror, der giver plads til de små søskende, hjælper dem til rette, og også lader en kritisk bemærkning falde, hvis der er brug for det. Jeg foretrækker klart den sidste slags storebror.

I Danmark har vi religionsfrihed. Den nyder kristne godt af. Men friheden gælder selvsagt for alle. I offentligheden bliver der banket løs på muslimer med imamlov, burkaforbud, diskussion om omskæring m.m. Religion er under pres og bliver set som noget samfundsfjendtligt, der skal gemmes væk bag hjemmets fire vægge. Og ja, vel er der skadelig religion, men der er også megen opbyggelig og livsbekræftende religion. Folkekirken kan som en god storebror bidrage til, at vi lever i godt naboskab og åben samtale med vores muslimske medborgere og giver dem plads til at udfolde deres tro. Ligesom Folkekirken kan vise vejen for, at man fint kan leve med sin tro og samtidig værdsætte det sekulære samfunds værdier, såsom demokrati, frihed og menneskerettigheder.

Er det nemt?  Nej, det er overhovedet ikke nemt at leve i en multireligiøs tid. Det kræver masser af samtale og forhandling internt mellem religioner og mellem religion og samfund, for at finde gode veje som borgere i det samfund, vi er fælles om. Men hvad er alternativet?

Betyder den nødvendige samtale så, at vi anser al religion for at være ét fedt, for vi tror alligevel på det samme? Nej da! Dem som siger sådan, tager ikke religion alvorligt. Vel er kristne og muslimer fælles om troen på at Gud har skabt verden. Men muslimer vil betakke sig for at høre om Jesus Kristus som Guds søn og verdens frelser, og det er nu engang hjørnestenen i den kristne tro og kilden til såvel Guds nåde som friheden til at leve som vi nu bedst kan – uden at skulle trælle for love og regler for at opnå Guds gunst. Vi tror altså virkelig noget forskelligt. Men derfor kan vi godt give hinanden plads og gøre en fælles indsats for, at Danmark bliver et godt sted at leve for os alle sammen.

 

Sognepræst Kirsten Münster

Kategorier Klumme