Udgivet lør d. 30. jun 2018, kl. 11:30

På ferier kan jeg godt lide at gå til gudstjeneste i den lokale kirke. Sidste sommer gjaldt det en katolsk messe i Sydspanien. Fin gudstjeneste – men de sang ikke én eneste salme. Dét var mærkeligt – og utænkeligt i en dansk sammenhæng, hvor vi altid synger salmer i kirken, både i glædelige og sørgelige stunder.

At vi synger sange til Guds ære og for at indgyde tro i hjerterne, har en lang historie. Jøderne sang i Jerusalems tempel for 3000 år siden. Jesus og hans disciple sang Skærtorsdag aften. De første kristne sang hymner og åndelige sange. Munkene sang tidebønner. Menigheden fik fornyet sangstemme med reformationen gennem alle de nye salmer på modersmålet. Kingo digtede karskt og barokt. Brorson digtede om hjertets inderlige tro. Grundtvig digtede om det altsammen. Denne store skat af forskellige tiders musikalske traditioner synger vi løs på i gudstjenesten.             

Men ikke nok med det – for i disse år sker der meget nyt på salmefronten. Der bliver digtet mange nye salmer. Bag de nye salmer finder vi både ”gamle nye” salmedigtere, som Holger Lissner, Sten Kaalø og Lisbeth Smedegaard Andersen. Og der er ”nye nye” salmedigtere, som lyrikeren Simon Grotrian, forfatteren Iben Krogsdal, og sangere vi kender fra andre musikgenrer som Anne Linnet og Teitur.

Der er i de seneste to år udkommet to forskellige salmebogstillæg. Det er udgivelsen ”100 salmer”, som er et udvalg af de bedste salmer fra de seneste fire årtier. Og så er det ”Kirkesangbogen”,  som rummer både salmer og sange, og måske snarere ligner et tillæg til Højskolesangbogen. Rundt om i sognene er der lyst og appetit på at prøve de nye salmer af. Indimellem vil man derfor som kirkegænger møde nye salmer. I Haderslev Domsogn har vi i den kommende sæson valgt en ”månedens salme”, som vi synger flere søndage i træk. Det giver kirkegængerne en bedre chance for at lære dem ordentligt at kende. Og det er som med salmer som med sko. Kun ved at bruge dem finder vi ud af, om de er slidstærke og vi kan holde ud af at have dem på - eller de sættes bagerst i skabet.

Men hvad skal vi overhovedet med nye salmer? Er det ikke bare besværligt? Og er de gamle salmer ikke gode nok? Når jeg møder familier for at planlægge bisættelsen af deres kære, siger de rigtig tit: ”Vi skal synge nogen salmer, vi kender”. Dét er ikke et sted, man har lyst og kræfter til at eksperimentere – her skal det være trygt og velkendt.

Men ellers er det et sundhedstegn, at salmesangen fornyes og salmetraditionen beriges med ord for tro og tanker samt klange, der udtrykker vores tid. Så vågner man op – mens det gamle og velkendte godt kan sløve sanserne, og nogle gange virker gamle salmer decideret uforståelige, fordi vi er kommet på for lang afstand af både ord og forestillingsverden.

For øvrigt, en meget populær salme til bisættelser er ”Du, som har tændt millioner af stjerner”. Den er ikke engang 40 år gammel. Så det kan altså godt lade sig gøre for nye salmer at ryge ind på en top 10 i salmeskatten.

 

 Sognepræst Kirsten Münster

Kategorier Klumme