Udgivet af Anonym, man d. 16. jul 2018, kl. 09:24

Domsognets besøgstjeneste mangler besøgsvenner. Mange mennesker har brug for at få besøg og en snak, fordi de måske sidder meget alene på grund af alder, sygdom, handicap, sociale forhold eller ensomhed, og det betyder noget for besøgsmodtagernes livssituation.  

”Vi mangler besøgsvenner i Haderslev – unge som ældre, fordi der er stor efterspørgsel. Man må også gerne have lyst til og måske erfaring med at besøge demente, fortæller besøgskoordinator Lissie Klena.

En besøgsvens oplevelser

Lissie er selv besøgsven og fortæller, at det er utroligt, hvor meget sådan et besøg bliver værdsat. ”Mennesker bliver glade, og det kan være en af grundene til, at de har lyst til at leve. Det er en meget lille ting for mig, men betyder så meget for ham, som jeg besøger. Og jeg nyder selv besøget. Min besøgsven har oplevet meget, så jeg giver lidt, men får til gengæld meget med.”

En forskningsrapport fra Ensomme Gamles værn konkluderer netop, at besøgsvenner bryder den negative spiral af social isolation. Besøgene skaber berigelse og ligefrem nye netværk, fordi besøgsværterne bliver mødt med empati og ligeværdighed. Det er et trygt og stabilt holdepunkt i en ensom hverdag.

Og der er mange ting at tage sig til sammen. ”Vi drikker en kop kaffe og snakker sammen, læser måske op fra en bog eller avis, spiller et spil eller går en tur”, fortæller Lissie Klena. Hun taler som besøgskoordinator med interesserede om gensidige forventninger og ønsker, tilbud om arrangementer for besøgsvenner, begrænsninger af virkefelt i forhold til besøgsværten, tavshedspligt og flere andre ting.

Vrøvl er ikke sludder

”Det kræver en anden forståelse, at tale med demente”, fortæller hun. ”F.eks. kan noget af det de siger virke som sludder, men for dem er det sandt, og derfor ikke noget vrøvl. Ind imellem kan de være helt klare i hovedet, og hvis vi så retter på dem, kan de blive kede af det”. Lissie taler med både besøgsvenner og besøgsværter inden de bliver sat sammen, så alle parter er sikre på det kommer til at fungere.

”Det gør en forskel, der kan mærkes både hos besøgsværter men også hos besøgsvennerne. Begge er med til at sprede glæde hos et andet menneske.

At prikke med kærlighed

At være besøgsven, er et frivilligt, ulønnet stykke arbejde for medlemmer af folkekirken.

”Man aftaler regelmæssige besøg og kommer, fordi man har tid, lyst og overskud til det. Og så har man tavshedspligt og må ikke videregive personlige oplysninger fra samtalerne. Desuden udfører vi ikke praktisk arbejde, som hører under hjemmehjælpen, slutter Lissie Klena fra Haderslev Domsogn.

Har du lyst og tid til at ”prikke med kærlighed” ved at være med til at bryde ensomheden for et menneske, eller måske selv behov for at få besøg, så kontakt besøgskoordinator Lissie Klena på tlf. 2229 0118 eller på mail besoeg@hado.dk

Du kan læse mere på www.hado.dk/besøgstjeneste

Kategorier Frivillige