… ind imellem kommer Fasten

 

At julen ikke varer lige til påske, for ind imellem kommer fasten er jo børnelærdom for de fleste, men hvad ved vi om fasten derudover?

I de evangelisk-lutherske kirker har fasten ikke haft særlig stor betydning. Luthers opgør med gerningsretfærdigheden i den katolske kirke ramte også fasten med dens mange regler, som i praksis stort set blev afskaffet i de protestantiske lande. I de senere år er fasten imidlertid begyndt at dukke op igen i andre former i mange protestantiske kirker. Fasten er her ikke et krav eller en pligt, men som noget den enkelte frivilligt indlader sig på, med sine egne regler og af egne grunde. Fasten bliver således et middel for den enkelte til at opnå nogle ting fx tid til eftertanke og fordybelse, til bøn og bibellæsning, tid til at være sammen med familien, til at gøre noget for andre menneske og lignende. 

Fastetiden er de 40 dages forberedelsestid op til påsken. Det bibelske grundlag for de 40 dages faste findes i beretningen om, hvordan Jesus fastede 40 dage i ørkenen, for at forberede sig på sit virke. Evangelierne fortæller, at mens han var i ørkenen, blev han fristet af Djævelen på forskellig vis. Bl.a. forsøger Djævelen at lokke Jesus til at skabe sten om til brød. Jesus afviser djævelens fristelse med ordene: "Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund." Jesus overvandt Djævelens fristelser. På samme måde forsøger en kristen der faster at overvinde forskellige fristelser. 

Det kan være meget forskelligt hvad man faster fra. Historisk set har det være mad man opgav i fasten, fx ved at skære ned på antallet af måltider eller ved at afholde sig fra bestemte fødevare som kød og andre animalske produkter eller nydelsesmidler som alkohol. I dag tolkes begrebet imidlertid bredere og kristne vælger at faste på flere forskellige måder. Nogle forbereder sig til påsken ved at give afkald på nogle af de privilegier de har til daglig, som TV, internet, mobiltelefoni, forskellige luksusprodukter, for i stedet at få tid og overskud til andre ting. 

Fastetiden er også et middel til at gøre forskel på tid. På den ene side ligger julen og på den anden ligger påsken. Fasten markerer et klart afbræk i festtiden og markerer, at ikke al tid er ens. Det kan der være en tendens til at glemme i disse tider hvor forskellen på hverdag og helligdag stort set er ophævet og man kan gå i Fakta hver søndag og de fleste helligdage sågar juledag. I denne forbindelse markerer fasten, at det ikke altid er tid til fest, nogen gange er det tid til at tage det med ro, skrue ned for forbruget og give sig selv tid til eftertanke og fordybelse. I kirken markeres fasten med bods- og forberedelsestidens violette farve. Nogle steder ændrer man også i gudstjenestens forløb, for at gøre den mindre festlig og i stedet lægge mere vægt på fx syndsbekendelsen.  

Dagene lige inden fastetidens begyndelse er fyldt med traditioner: Fastelavnssøndag kaldtes tidligere flæskesøndag, fordi man spise flæsk og andre kødretter denne dag. Det var sidste chance for at få noget kød inden fasten begyndte og den stod på 40 dage med fisk og søbemad. I dag spiser de fleste fastelavnsboller denne dag. Det er også fastelavnssøndag børnene har lov til at vække deres forældre ved at slå på sengen med fastelavnsris bundet af friske brikegrene for at give dem frugtbarhed.  Fastelavnsmandag slår vi katten af tønden. Dette er en gammel skik, som muligvis kom til Danmark helt tilbage i 1500-tallet med Christian d. 2s hollænderbønder. Helt frem til slutningen af 1800-tallet forekom der tøndeslagning med levende katte i tønden. Grunden til, at man var så hårde var kattene, var at de symboliserede det onde som man ville fordrive ved forårets begyndelse. Ordet fastelavn stammer fra det plattyske Fastelovend eller Fastnacht, der betyder aftenen inden fasten.

Hvide tirsdag er dagen efter fastelavnsmandag og sidste dag før fasten begynder. Sit navn har dagen fået fordi man tidligere kun spiste hvid mad, især hvidt brød og mælkemad, fx æggesøbe (lavet af æggeblomme, sukker, hvedemel, øl og mælk) som regnedes for en delikatesse.

Askeonsdag er fastens første dag. Dagen fejres fortrinsvist i den katolske kirke, men man er også begyndt at holde askeonsdagsgudstjenester nogle steder i folkekirken. Ved askeonsdagsgudstjenesten går man op til alteret for at få syndsforladelse og præsten tegner kors med aske i panden eller drysser aske i håret på menigheden.

Fasten kulminerer i ugen op til påske med den stille uge. Året mest hellige uge som kulminerer med Jesu korsfæstelse og opstandelsen påskedag. I denne uge fornøjer man sig ikke, men fokuserer i stedet på Jesu sidste dage. Langfredag er den allerstrengeste fastedag. Ved gudstjenesterne langfredag fjernes al pynt, dvs. blomster, lys og duge fra alteret, som står tom og bart tilbage.Ugen blev også kaldet dimmelugen fordi kirkeklokkerne ikke ringede så klart fordi man brugte træknebler eller viklede klæde om kneblerne for at få en mere blid og afdæmpet lyd. Så i den stille uge måtte selv klokkerne være stille.