Sogneindsamlingen 11. marts

Mange frivillige gjorde det sidste år muligt, at Haderslev Domsogn sendte kr. 31.811,50 til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. I år kan du også få frisk motion, luft og gøre en forskel. 

Bykirkerne i Haderslev mangler flere frivillige indsamlere. Anden søndag i marts skal der nemlig bankes på så mange døre som muligt for at støtte kampen for verdens fattigste ved Folkekirkens Nødhjælps årlige Sogneindsamling.

Siden 1999 har Folkekirkens Nødhjælp holder Sogneindsamling, og de lokale sogne over hele landet samarbejdet om at samle mere end 224 millioner kroner ind. Domsognet og Gl. Haderslev sogne er to af de mere end 1200 danske sogne.

Pengene går til nogle af verdens allerfattigste og mennesker i nød ud fra princippet ’hjælp til selvhjælp’. Folkekirkens Nødhjælp arbejder i 24 lande med katastrofehjælp, minerydning, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling. En rute giver overlevelsespakker en måned for fire personer efter en katastrofe, eller køkkenhaver til fem familier i en afrikansk flygtningelejr. Pengene er med til at bekæmpe sult, sygdom, minefare, tørke, oversvømmelser, overgreb, frarøvelse af jord og anden ekstrem ulighed. 

 

Vi har mange unge indsamlere, der hjælper i Sogneindsamlingen. 
Indsamlingen organiseres af 950 indsamlingsledere og deres teams, som frivilligt varetager de praktiske opgaver lokalt. Indsamlingen mobiliserer årligt 20.000 indsamlere, og takket være det kirkelige bagland er ca. en tredjedel af indsamlerne konfirmander, spejdere, FDF’ere og andre ungdomsorganisationer. Siden den første landsindsamling har vi samlet mere end 224 mio. kroner ind til verdens fattigste og nødlidende.

Brug et par timer på fattige og nødlidende

I Gl. Haderslev (Sognehuset) mødes man kl. 10.00-10.30 og højmessen er flyttet til 9.00, hvis man ønsker først at deltage i den.
I Domsognet (Den Gamle Latinskole ved siden af domkirken) mødes man kl. 10.30-11.00. Der er højmesser i Domkirken og Hertug Hans Kirke kl. 10.00, som man er velkommen til først at deltage i.

Ved begge mødesteder serveres der kaffe og rundstykker, og der er uddeling af ruter mm.
Når man er færdig med sin rute, mødes man i Danske Bank, hvor pengene tælles op. 

- Det tager 1½-2 timer at gå en rute. Alle kan være med. Børn ned til konfirmationsalderen må godt gå to og to sammen. Mindre børn skal følges med en voksen, fortæller de to indsamlingsledere.

Gå med i kampen for hjælp til selvhjælp!
Meld dig som indsamler:
Gl. Haderslev: Tonny Dall Sørensen på tlf. 23312393 eller tonnyds@gmail.com
Domsognet: Jonas Rasmussen Kirkegaard på tlf. 61 67 77 09 eller jonasr@jonasr.com

Se en uddybning af temaet for årets indsamling her: http://sogneindsamling.dk/

Fakta om sult

Verdens ledere lovede hinanden at halvere antallet af sultende i verden inden 2015. Alligevel er der stadig 842 mio. mennesker, der lever med sult (FAO 2013).
Sult nedsætter et menneskes fysiske og mentale udvikling og hindrer det i at leve et normalt og aktivt liv.
Sult er den største hindring for udvikling, vækst, velstand og fred i verden.
Der er mange årsager til, at mennesker sulter: naturkatastrofer, dårlige dyrkningsmetoder, fattiges begrænsede mulighed for at eje jord og låne penge, spekulation i fødevarepriser osv. 
Oveni får klimaforandringerne vejret til at gå amok i mange fattige lande, hvor man ikke har råd til at afværge og afbøde konsekvenserne af klimaforandringerne.
Folkekirkens Nødhjælp bekæmper sult gennem

  • akut katastrofehjælp
  • langsigtet sultforebyggelse
  • fortalerarbejde for fattiges rettigheder, nationalt og internationalt.