Det at tænde et lys i kirken og sætte sig ned - enten i stille bøn eller i eftertænksomhed - er en tradition fra den tidligste kristendom. Anledningen kan enten være glæde, sorg, taknemmelighed bekymring eller andet, der fylder ens bevidsthed.

Det er blevet mere og mere almindeligt, at også ikke-kirkegængere tænder et lys, når de vil udtrykke medfølelse, glæde eller følelser på anden vis.

Vi tænder et lys i lysgloben og ønsker noget godt for nogen ... For vores mand eller kone, vores datter eller søn, ven eller kæreste. For en, vi har mistet og savner. For en, vi ønsker alt det bedste for. Ja, vi tænder et lys for os selv, og jeg tror, vi straks har det bedre.

På kirkegårdene op mod jul er der også tændt lys på mange grave til minde om de afdøde. Af nyere begivenheder, hvor tændte stearinlys har sat sig markant i bevidstheden, var ved prinsesse Dianas død, hvor titusindvis af mennesker i Storbrittanien spontant tændte et lys, bl.a. ved Buckingham Palace, for at mindes den populære prinsesse.

Symbolik
Der er meget symbolik i domkirkens lysglobe: Lysgloben er vores runde jord med for eks. 3 breddegrader omkring, som vi kan stille verdensomspændende lys på. Lysgloben er altså ikke bare lokal, men også global. Breddegraderne kan symbolisere 3-enigheden: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, som holder os alle oppe.
Øverst på globen er et kors - Jesu kors på den bare knold uden for Jerusalem, på Golgatha.
Selve lyset i lysgloben er endnu et stærkt symbol: Midt i lysgloben, dvs. midt i verden, står Jesus som Verdens Lys. Han siger til os: "Jeg er Verdens Lys. Den, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys". Og Han tilføjer: "I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. [...]. Således skal jeres lys skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene".

Brug lejligheden til at komme ind i kirken, tænd et lys og sæt dig ned et øjeblik i stilhed - en lille pause fra den ofte travle hverdag lige udenfor kirkedøren.

Man kan tænde et lys, når kirken er åben.


Digt om lys:
Lad ikke mørket hindre dig
i at søge lyset!
og når du har fundet det,
lad så de andre
efterprøve, overbevises.
Vil du, at lyset skal leve
tænd da hos andre
samme længsel.

Tænd frimodighedens lys
i rædslens mørke,
tænd retfærdighedens lys
i korruptionens mørke,
tænd troens lys
i fornægtelsens mørke,
tænd håbets lys
i fortvivlelsens mørke,
tænd kærlighedens lys
i dødens mørke.

Tænd lys!

Bo Setterlind

 

Bed måske en af denne bøn:
Velsignet være du, Livets Gud,
du som bor i et utilgængeligt lys:
hver dag fornyes din skabning
ved din trofasthed
og du forærer vore øjne livets lys på ny.
Velsignet være du for Jesus, vor bror:
i ham er det givet os at se lyset af dit lys.

Velsignet være du for dette lys
som du har tændt i vort mørke:

- din barmhjertigheds milde lys
- din nådes brændende lys
- din langmodigheds trøstende lys
- din trofastheds vedholdende lys
- din miskundheds smukke lys
- din omsorgs varme lys
- din kærligheds befriende lys:

Verdens lys, Jesus Messias, din søn. Amen.