I ældre tid brugte man Mikkelsdag d. 29. 9. som markering og fejring af høsten. I dag har Folkekirken ikke en officiel helligdag, som er viet til høsten, men i de fleste kirker fejrer vi alligevel årets høst med en høstgudstjeneste i september eller oktober.

Giv os i dag vort daglige brød
I hovedparten af Danmark er man ikke længere særlig tæt på det, som foregår i høsten – det er på mange måder et levn fra dengang, Danmark primært var et landbrugssamfund.
Derfor er høstgudstjenesten i dag mere en markering af taknemmelighed for skaberværket. Når vi siger tak for høstens afgrøder, siger vi altså tak for, at Gud giver os det, vi har brug for til livets opretholdelse. I Fadervor beder vi om, at Gud vil give os vores daglige brød, og ved høsten kan man sige, at vi siger tak, fordi vi får det.

Stor betydning i Bibelen
I Det Gamle Testamente spiller høsten også en rolle. Det gamle Israel var også et landbrugsland, og derfor har Moseloven en del forordninger om høst. Tre af de store religiøse fester i Det Gamle Testamente har da også oprindeligt forbindelse med høsten.
Det er påsken, pinsen og løvhyttefesten. Påsken, som også rummer "de usyrede brøds fest", falder sammen med indledningen til byghøsten (2 Mos 12,20-50). I pinsen fejres hvedehøsten og dermed afslutningen af kornhøsten, og løvhyttefesten er fejringen af frugthøsten i den sene sommer (2 Mos 23,14-17).

Fuglen og den fattige
Moseloven i Det Gamle Testamente forbyder, at man høster al sin afgrøde, når man høster. Man skal derimod lade en del af den blive på markerne, så de fattige kan plukke resten. Vi genkender tankegangen i den gamle høstsang "Marken er mejet". Her står der: "Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt." Den type fattigforsorg sker ikke i dag.
Når vi kan takke Gud for, at vi har fået vores fornødenheder som fx mad, skal vi altså også huske på dem, som ikke har det så godt som os. Når vi modtager Guds gaver, tager vi på en måde også imod et ansvar for andre menneskers liv.

Enken og den fremmede
I det hele taget er det ikke kun i Det Nye Testamente, at det betones, at vi skal tage os af hinanden og leve i næstekærlighed. I Det Gamle Testamente står det også igen og igen, at mennesker skal tage sig af "enken, den faderløse og den fremmede." Selve næstekærlighedsbuddet stammer også fra Det Gamle Testamente (3 Mos 19,18).

God og dårlig høst
I Det Nye Testamente kan vi også læse om høst – men her er høst mest benyttet som et billede på dommedag eller på Gudsrigets udbredelse i verden. Høsten bliver altså nogle gange brugt til at sammenligne mennesker med afgrøder, som kan være enten gode eller dårlige. Gud høster så sine afgrøder, når tiden er inde. Det er fx tilfældet i lignelsen om ukrudtet i hveden (Matt 9,24-30).

Modenhed og død
Høst er på den ene side noget godt. Det er godt, at der er frugter at høste, både i konkret og i overført forstand. På den anden side er høst også forbundet med ophør, død, efterår. Når markerne er høstet, står kun stubbene tilbage.
På samme måde har også modenhed noget tvetydigt over sig i moderne sammenhæng. På den ene side er det godt, at frugter og mennesker og projekter modnes. På den anden side er grænsen mellem at være moden og overmoden hårfin. Og det sidste er ikke noget ønskværdigt.
Men høst er en del af livets cyklus og naturens gang. Det, der er sået, skal høstes. Det gælder i naturen, det gælder i livet og det gælder mennesker. Det er glædeligt, at vi kan høste, og at andre kan høste fra os. Det kalder på taknemmelighed, men også på et stænk af vemod, fordi høst følges af ophør og død.

Nyt liv
Bibelsk set føjer sig dertil håb om og tillid til, at der efter hver høst kommer en ny tid til at så og dermed til nyt liv. Som Gud siger efter syndfloden: Så længe solen står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre (1 Mos 8,22).