Store bededag er en særlig dansk helligdag, som falder på fjerde fredag efter påske. Vi finder ikke noget i Bibelen om store bededag. Det er en helligdag, der er blevet indført meget sent i historien og desuden kun findes i Danmark.
Den blev 'opfundet' i 1686 af Biskop Bagger. For det meste er det dog Chr. VII’s embedsmand og livlæge Struensee, som får æren for den. På det tidspunkt havde man hele året rundt mange helligdage viet til faste, bøn og bod. Biskop Bagger indførte endnu en, som han kaldte ’ekstraordinær almindelig bededag’, og som blev placeret den fjerde fredag efter påske.

Da Struensee kom til magten næsten 100 år efter lavede han en reform af de mange helligdage og afskaffede halvdelen af dem. Men biskop Baggers bededag fjerde fredag efter påske, nu store bededag, overlevede reformen og blev den eneste officielle bods- og bededag.

Bøn i Det Nye Testamente
Det kan godt være, at vi ikke kan læse om store bededag i Bibelen, men vi kan læse meget om bøn. I Det Nye Testamente beder Jesus til Gud, ikke mindst i Getsemane Have natten, inden han bliver taget til fange og ført til forhør hos Pontius Pilatus. Her beder han Gud om at lade ham slippe for sin skæbne, men tilføjer, at det kun skal ske, hvis det er Guds vilje (Lukasevangeliet 22,42, Matthæusevangeliet 26,39, Markusevangeliet 14,36).

Desuden lærer Jesus også sine tilhængere at bede, både at de skal bede, og hvordan de skal gøre det. Jesus siger, at man skal blive ved og ved med at bede, også selv om man ikke synes man bliver hørt. Gud er der, og Gud hører, men måske hjælper han på en anden måde, end man regner med.

Hvordan man skal bede, giver Jesus som sagt også et konkret eksempel på gennem bønnen Fadervor. Man kan finde den i Matthæusevangeliet 6,9-13.

Bøn i Det Gamle Testamente
Også i Det Gamle Testamente finder man bønner - ikke mindst er mange af salmerne i Salmernes Bog formet som bønner. De kan enten være indtrængende bønner til Gud, hvor man beder om, at han ikke vender sig væk fra den, der beder (fx Salme 39,13), eller de kan være en lovprisning af Gud, fordi han har hørt ens bønner (fx Salme 102,18).

I det hele taget er det meget fremtrædende i Det Gamle Testamente, at samtalen med Gud foregår i bøn. Dermed er også sagt noget om magtforholdet mellem den, der beder, og Gud: det er Gud, der er herre, mens den bedende er den, der er helt afhængig af, at Gud, Herren, lytter og hjælper.

Bøn og gudsforhold
Det er ikke altid, man får det, man beder om – ligesom Jesus heller ikke fik sin bøn i Getsemane Have opfyldt. Men i Matthæusevangeliet 6,8 siger Jesus, at Gud allerede ved, hvad vi trænger til, før vi beder om det. Gud vil altså give os det, vi har brug for, men som før nævnt måske ikke på den måde og på det tidspunkt, vi regner med det.

Bøn er i Bibelen et udtryk for et nært forhold mellem den, der beder, og Gud. Det bliver allermest tydeligt i Det Nye Testamente, hvor Jesus gennem Fadervor lærer sine tilhørere, at de kan kalde Gud for ’abba’. Det betyder ’far’, eller egentlig nærmere daddy eller farmand, altså en af de tætteste, mest fortrolige forbindelser, man kan tænke sig.

Traditioner
Den liturgiske farve for store bededag er lilla. Det er den farve kirken bruger for at betegne bøn, faste, bod og eftertanke. Oprindeligt var store bededag nemlig også en dag for bod, altså anger, og faste. I dag er det ikke bodsdelen, der fylder særlig meget, og mange steder er store bededag mest kendt som store konfirmationsdag.

I gamle dage kunne man ikke købe brød på store bededag, da bagerne også skulle have fri. Derfor bagte de hvedeknopper dagen før, som kunne varmes på selve store bededag og smage næsten friske. Det er en tradition, som stadig er meget udbredt. De fleste spiser dog hvederne aftenen inden, på store bededagsaften.