Trinitatis kommer af det latinske ord for tre (tres) og enhed (unitas). Trinitatisperioden er den kirkelige markering af, at man i kristendommen tror på en treenig Gud.
Den indledes af Trinitatissøndag, den længste periode i kirkeåret, som løber fra søndagen efter pinse til 1. søndag i advent, kun afbrudt af Allehelgen.

At kristne tror på en treenig Gud vil sige, at man tror på, at Gud er én, men at han samtidig er tre, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Gud er med andre ord en tre-i-én Gud – han er én, men vi møder ham på tre forskellige måder.

Gud Helligånd
Helligånden gør Gud levende og virkelig for mennesker, til alle tider og alle steder.
Det fortælles i Apostlenes Gerninger kap. 2, at da Helligånden kommer over disciplene den allerførste pinse, fortæller de om Jesusog hans død og opstandelse, så alle mennesker kan forstå det, uanset hvor i verden de stammer fra. Det bliver levende og nærværende for dem og går lige til hjertet.
Helligånden gør altså, at vi overhovedet kan tale om Gud, så det bliver virkeligt og får betydning for mennesker den dag i dag. Uden Helligåndens komme i pinsen havde historien om Jesus været en interessant historie om noget, der skete i fortiden. Det havde været ligesom en fortælling om fx Chr. d. 4. Men det havde ikke haft direkte betydning i menneskers liv i dag.
Bibelen fortæller, at vi med Helligånden fik det, som Jesus kaldte ’talsmanden’ (Johannesevangeliet kap. 14,16). Det er den, som nu formidler, hvem Gud er, og hvad Han vil med menneskers liv. Og den, som formidler mellem mennesker, hvordan de har oplevet og mødt Gud.
Gud kommer tæt på os som luften, vi ånder. Han bruger vores sprog; Han taler ind i vores tid og aktualiserer budskabet og sætter det i spil i forhold til den sammenhæng, vi står i. Det er Helligåndens virke.

Gud Søn
Sønnen er Jesus Kristus. Hvis vi vil vide, hvem Gud er, må vi gå til Guds søn. Gud viser sig gennem sin søn som kærlighed, tilgivelse og forsoning, ja som liv, der rejser sig af døde.
Man kan også sige det med andre ord, at Gud kommer ned på jorden: Han bliver menneske. Han fødes som et menneske, lever og dør som et menneske. Og hans død på et kors er så ensom og ydmygende, som man overhovedet kan forestille sig det. Det betyder, at intet menneske nogensinde kan komme et sted, hvor Gud ikke også har været og er.
Men han bliver ikke i døden, på samme måde som et menneske. Han bryder dens magt. Døden får ikke det sidste ord; det gør livet, ja det gør Gud.

Gud Fader
Gud Fader er den, som mange mennesker umiddelbart tænker på, når man siger Gud, og når Det Nye Testamente bruger betegnelsen Gud, er det da også oftest Gud Fader, der tales om.
Man kan læse i Det Gamle Testamente (Første Mosebog kap. 1), at Gud Fader er skaberen af himmel og jord. Gud er den almægtige far i Himlen. I Det Nye Testamente lærer man ham at kende gennem Jesus Kristus, som fortæller om Gud og om Guds rige.
Det er Jesus, som lærer mennesker, at Gud er Faderen, både Jesus’ og alle menneskers far. Det gør han blandt andet i den bøn, som vi kalder Fadervor, og som står i Matthæusevangeliet kap. 6,9-13.
Han lærer os også, at Gud Fader er til stede i verden og derfor er det, som kristendommen kalder ’verdens opretholder’. Han har altså ikke bare skabt verden engang, han opretholder den også hver dag. Det kan man bl.a. læse om i Matthæusevangeliet kap. 5,45, og 10,29.

Treenigheden i Bibelen
Man kan egentlig ikke læse noget eksplicit om treenigheden i Bibelen, men der er alligevel flere steder, hvor man møder Gud som treenig, fx disse:

Jesusdåben
I Matthæusevangeliet kap. 3,13-17og Markusevangeliet kap. 1,9-11bliver Jesus døbt af Johannes Døberi Jordanfloden. Efter dåben daler Helligånden ned over ham som en due og Guds stemme lyder fra himlen, at Jesus er hans elskede søn.

Dåbsbefalingen
I prædikenteksten til Trinitatissøndag møder vi igen den treenige Gud, når Jesus i Matthæusevangeliet kap. 28,16-20 efter sin død og opstandelse sender sine disciple ud i verden for at de skal døbe mennesker i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
I Folkekirken ”gælder” enhver dåb derfor, hvis den er foretaget i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, uanset i hvilket kirkesamfund den er foregået.

Skabelsen
I Johannesevangeliets første vers (Johannesevangeliet kap. 1,1) bliver det fortalt, at Jesus Kristus er ordet, Guds ord: ”I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud og ordet var Gud. Og ordet blev kød og tog bolig i blandt os.”
Derfor møder vi også den treenige Gud i skabelsen, hvor Gud (Gud Fader) skaber verden og universet ved sit ord (Gud Søn), mens Guds ånd (Gud Helligånd) svæver over vandene (Første Mosebog kap. 1).

Tre-i-én
Det betyder altså alt sammen, at kristendommen ikke tror på tre guder, men at Gud har tre navne, og at Han viser sig på tre forskellige måder. Gud er verdens skaber og opretholder, men Han er også den Gud, der kommer til verden i Jesus. Og som er levende og nærværende i Helligånden.