Kontaktfamilier til nye flygtninge

 
  • Kirkerne i Haderslev har i fællesskab lavet et netværk for kontaktfamilier. Vi kalder det Fælleskirkeligt Integrations Netværk (FIN). Hvert år ankommer nye flygtninge til Haderslev Kommune, hvor de skal leve og bo. De har brug for støtte og hjælp for at falde til her.
    Er du en familie med overskud og lyst til at lære disse nydanskere at kende?
    Vil du tilbyde fællesskab og invitere dem hjem til et måltid mad?
    Vil du hjælpe dem med de udfordringer, de står overfor?
    Kontakt Helene Nørgaard på tlf. 2374 1656 eller kontaktfam@hado.dk

 

Hvad er en kontaktfamilie?
En kontaktfamilie er en livline til det danske samfund. Du er medvirkende til at nyankomne flygtninge fra starten indgår i et netværk.
Det kan være for en flygtningefamilie fra Congo eller en migrantfamilie fra Hviderusland. Fælles for familierne er at de har behov for at have et netværk af danskere for at kunne blive en integreret del af samfundet. 
En kontaktfamilie kan hjælpe med at fortælle om det danske samfunds værdier og traditioner, så det bliver lettere for dem at blive integreret, ligesom den kan være en praktisk hjælp i det daglige. Altså man bliver familie for dem, som ingen har.
Mange nydanskere bor i landet i mange år uden nogensinde at blive inviteret indenfor i et dansk hjem, hvilket er med til at skabe et fragmenteret samfund. Det kan kontaktfamilier være med til at lave om på.

Hvad gør en kontaktfamilie?
En kontaktfamilies primære opgave er at hjælpe en nydansker eller en nydansk familie til en bedre integration. Det er en relation der fortsætter hvor kommunen slipper. 
Opgaverne vil være meget forskellige afhængig af familien og dens konkrete behov. Vigtigst er det at have en stabil relation, hvor man lærer hinanden at kende.
Et par timer om ugen kan gøre en stor forskel!

At være kontaktfamilie indebærer:

  • At du har lyst til at påtage dig et ansvar for at hjælpe en nydansk familie
  • At du finder det inspirerende at lære noget nyt om andre mennesker og deres kultur
  • At hjælpe familien med de udfordringer de står overfor som fx at læse breve fra det offentlige
  • At tage med familien med i på udflugt eller invitere dem hjem til et måltid mad, i det omfang det er muligt.
  • At indgå i et netværk med andre kontaktfamilier.

 

Samværet kan fx bestå af:

  1. Hjælp til læsning af breve fra det offentlig
  2. Lektiehjælp
  3. Bisidder ved lægebesøg
  4. Sociale udflugter
  5. Eftermiddagskaffe
  6. Lære at cykle
  7. Fortælle om Danmark
  8. Etc.

Kun kreativiteten sætter grænser for hvad man kan gøre sammen. 

Se også Domsognets tilbud "Kirken på tværs" i samarbejde med Gl. Haderslev sogn.