På hebraisk hedder pinse Shavuot. Det betyder ”uger” og hentyder til de syv uger, der er mellem påske og pinse. Pinsen kaldes også for ugefesten.

Pinse i GT
Oprindeligt var den jødiske pinsefest en høstfest. Kornhøsten blev indledt omkring påsketid, hvor byggen blev høstet. Pinsen markerede kornhøstens afslutning og nu kunne hveden høstes og førstegrøden heraf bringes som et offer. Pinsen var den 2. af de tre pilgrimsfester, hvor alle som kunne det valfartede til templet i Jerusalem. Festen omtales i 3 Mos 23,15-21, hvor også de foreskrevne ofre i forbindelse med festen nævnes. 5 Mos 16,9 nævner også festen.

Oprindeligt var der ikke nogen historisk begivenhed knyttet til festen. Den var bestemt af årets rytme. I den senere rabbinske tradition knyttes pinsefesten sammen med lovgivningen på Sinai. Det er svært at afgøre, hvornår denne kobling mellem pinse og Sinai helt præcist sker, men meget tyder på at den var kendt allerede på Jesu tid.

Pinse i NT
I ApG 2 fortælles, hvordan disciplene på pinsedagen var forsamlet i Jerusalem og oplevede lyden af et kraftigt vindstød og så tunger som af ild sætte sig på dem hver især. Beskrivelsen af Helligåndens komme leder tanken hen på Guds åbenbaring i forbindelse med lovgivningen på Sinai. Denne tanke forstærkes, når vi ved, at den jødiske pinsefest med tiden havde udviklet sig til ikke kun at være en høstfest, men også en fest til minde om Guds åbenbaring på Sinai.

Jødisk pinse i dag  
Pinsen fejres over to dage. Til forskel fra påskefesten, hvor hjemmet danner rammen, er synagogen rammen om pinsefesten. På den første dag læses beretningen om lovgivningen på Sinai og de ti bud fra 2. Mos 19-20. På den anden dag læses hele Ruths bog, som fortæller om høst og om Ruth, som blev stammoder til David.

Gud har ikke blot udfriet Israels folk fra slaveriet som påsken fortæller. Han har også udvalgt Israel til at være hans pagtsfolk, sådan som beretningen om Sinai fortæller det. 

Der er tradition for at pynte op med blomster og grønt både i synagogen og i hjemmet for på den måde at markere pinsen som en høstfest. Der er også tradition for at spise retter lavet af mælk og honning til minde om det land Israel har fået, et land, der flyder med mælk og honning. En anden forklaring på forbindelsen mellem pinse og mælk er, at Torahen i Højsangen sammenlignes med mælk og honning. En tredje er, at da man havde fået loven og dermed også spisereglerne, havde man endnu ikke gryder og pander, som var kosher. Men man kunne spise mælkeprodukter, som ikke krævede nogen forberedelse. 

Pinse er som at stå ved Sinai igen. Det er derfor blevet en skik, at mændene holder sig vågne hele natten for at studere loven efter en tradition, som siger, at himlen igen åbner sig et kort øjeblik denne nat, og man kan se dens herlighed. Pinsemorgen kan man se Jerusalems gader vrimle med unge Yeshiva-studerende på vej til Grædemuren for at fejre pinse og takke for Guds pagt med Israel som den blev sluttet ved Sinai.